Gode råd til hundeejere
-
For det første skal hele familien være enige om at få hund.
-
Vær 100 % sikker på, at hvalpen er minimum 8 uger gammel og kommer fra en anerkendt opdrætter. Undersøg selv stedet, hvor hvalpen kommer fra, og se om moderen og hvalpene har det godt. Køb ALDRIG hund hos en hundehandler.
-
Giv ikke en hund i julegave. Julen er en hektisk tid og kan blive meget forvirrende og stressende for en hvalp, der lige er blevet taget fra sin mor og søskende. Giv i stedet et symbol på en hund, fx bogen 'Hundelytteren' af Jan Fennell, halsbånd og snor eller mad- og vandskål.
-
Lær at forstå din hund; den kan på ingen måde lære at forstå dig. Lær også børn at kommunikere med hunde på den rigtige måde. Kontakt evt. en hundelytter, og lær om hundens leveregler - gerne før, hunden ankommer til hjemmet.
-
Læs evt. 'Why Does My Dog Do That?', 'Canine Conversation' eller 'Hundelytteren' og 'Hundelytteren i Praksis' af Jan Fennell. Andre gode bøger at læse er 'The Seven Ages of Man's Best Friend', der gennemgår alle hundens stadier i livet fra hvalp til alderdom. 'På talefod med hunden' af Turid Rugaas, der gennemgår hundens dæmpende signaler, hvornår og hvorfor de bruges.
-
Vil du lære endnu mere om hundekommunikation, kan jeg varmt anbefale et kursus hos PURE Dog Listeners i England.
-
Har du adfærdsproblemer med din hund, der ikke bunder i sygdom, så få hjælp af en hundelytter, der er specialiseret i hundekommunikation og adfærdsproblemer, frem for en dyrlæge, der er specialiseret i sygdomme.
-
BARF er det bedste og mest naturlige foder, du kan give din hund. Forandringerne jeg har set på mine egne hunde er helt fantastiske. Læs mere på rigtighundemad.dk.
-
Madvarer som hunde ikke kan tåle, og som i visse tilfælde kan være meget giftige inkluderer: vindruer, rosiner, chokolade, løg, macadamia nødder, peanuts, xylitol, alkohol, gærdej, kerner og frø fra frugt, rådden eller muggen mad, produkter indeholdende koffein samt mad med højt indhold af sukker, fedt og salt.
-
Efter at min hund fik en allergisk reaktion overfor bayvantic® vet, som han stadig lider under 8 år efter, vil jeg gerne advare mod dette produkt. Det er det rene gift for din hund. Jeg har i stedet brugt dette naturprodukt Aloe Vera Quick Help Spray. De næste produkter mod flåter jeg vil prøve, er denne elektroniske flåt-afskrækker og dette biologiske kosttiskud.
-
Brug ikke kvælerhalsbånd, pighalsbånd eller andre inhumane træningsredskaber. De gør kun ondt på din hund, og de hjælper ikke. Når disse træningsredskaber bruges på dyr, kaldes det træning. Hvis de blev brugt på børn, ville man kalde det mishandling. Har du en hund der trækker voldsomt, vil denne hundesele gøre gåturs træningen meget nemmere for dig og behageligere for din hund. (Sendes også til DK, bare send dem en mail.)
-
Din hund bør ikke være alene mere end 5 timer pr. dag.
-
Nytårsaften bør du være sammen med din hund eller få den passet. Selvom din hund er tryg ved fyrværkeri, når du er til stede, er det ikke sikkert, at den vil være tryg, hvis den er alene.
-
Lad ikke børn gå tur med din hund alene. Børn ved ikke, hvordan de skal håndtere en farlig situation, og kan oftest intet gøre.
-
Når små børn og hunde er sammen, bør de altid være under opsyn. Er det ikke muligt, så adskil dem med et børnegitter.
-
Lad ikke fremmede mennesker eller hunde hilse på din hund og gå aldrig hen til en fremmed hund. På den måde kan vi undgå, at rigtig mange mennesker og hunde bliver bidt.
-
Efterlad aldrig din hund bundet ude foran en butik, børneinstitution eller andet. Hunden er helt alene og kan ikke komme væk eller gøre noget i en farlig situation, og i din hunds øjne, kan alt være farligt. Du kan også risikere, at din hund bliver stjålet.
-
Efterlad aldrig din hund i en varm bil. Hunden kan dø efter meget kort tid.
-
Bliv en god og rolig leder, din hund kan stole på og se op til. Husk på, at du skal passe på din hund. Den kan ikke passe på dig.